Fra lade til kulturhus

Slotsfeltladen har fået sit navn efter den vej, den ligger på - Slotsfeltvej. Lokalt kaldes den også Prinsens Lade, fordi den hører ind under Schackenborg Slot. Mange lokale troede, at prins Joachim ville udstille sine biler i laden. Men det har aldrig været planen. Den kaldes et kulturhus, men realiteten er, at den i dag primært er et turistmål. Det er nemlig Danmarks største lader med stråtag.

Slotsfeltladen ligner det, den oprindeligt var: en stor gammel lade. Men tag ikke fejl. Der gemmer sig et lille elektronisk vidunder i det nye kulturhus, der bl.a. løbende viser film om byen, guldhornene og renoveringen af den gamle lade. Foto: mogeltonder.com

Man regner med, den er opført i midten af 1800-tallet. Slottet drev dengang en af landets største landbrug og laden blev brugt til bl.a. halm. Den var i brug indtil omkring 2008, hvor man begyndte at planlægge restaureringen af den. Det viste sig nemlig, at det faktisk var en meget bevaringsværdig bygning.

Turen til Slotsfeltladen går gennem Sønderhaven
Kommer du fra Tønder, ligger Slotsfeltvej på venstre side lige inder du kører ind i Møgeltønder.
Men der er ikke nogen større parkeringsplads ved laden, så det er mest sikkert at parkere bilen på parkeringspladsen overfor Slotskronen. Der er det kun 5 minutters gang over til Slotsfeltladen.
Fra restaureringen, der tog flere år.
Turen går gennem den oprindelige slotspark, Sønderhaven. Den blev anlagt for flere hundrede år siden, men har med tiden ændret karakter, så store dele af den nu er udlagt som en lille skov, der gennemkrydses af stier, små søer og vandløb.
Holder du på parkeringspladsen, kan du komme ind i Sønderhaven fra siden og følge stisystemet over til det nordvestlige hjørne. Et hjørne, der er net at finde, fordi der står en klynge æbletræer lige inden du kommer ud på Æ Parksti. Den leder dig over marken til Slotsfeltladen.
Bruger du indgangen til Sønderhaven overfor slottet og følger stierne til det vestlige hjørne af Sønderhaven, kommer du ud på Æ Slotssti. Den går parallel med Slotsgaden og fører dig bagom Møgeltønder Kirke ned til Sønderbyen, den sydligste del af Møgeltønder. På den sti kan du nyde Slotsfeltladen på afstand, og skal gå væsentligt længere for at komme over til den.
Men du kan altså få både skov, mark, masser af landsbymiljø, et nyt kulturcentre og lidt motion på under en halv time.

En dansk "basilika"
Når man i dag ser laden for første gang, imponeres man over størrelsen. Der findes ikke mange andre lader i Danmark fra den tid, der er lige så store. Det krævede nemlig en helt speciel konstruktion.

Bygningen var meget medtaget, da man begyndte renoveringen. Sådan så tagkonstruktionen ud, da man fik fjernet det gamle aluminiumstag. Foto: Realdania/Steffen M. Søndergaard


Den blev bygget på et tidspunkt, hvor man ikke kendte til limtræ. I stedet anvendte man planker, der blev boltet sammen, såkaldte plankespær. Det betød, at man kunne konstruere større tage og kupler.
Teknikken er kendt fra Italien, hvor den er brugt i konstruktionen af flere berømte basilika'er og bygninger. Der er kun en håndfuld huse tilbage i Danmark, der er bygget med plankespær som Slotsfeltladen. F.eks. kuplen på Christiansborg Slotskirke.

En af de største tækkeopgaver i Danmark i mange år. Klik på billedet, hvis du vil have det større. Så kan du bedre se størrelsesforholdet. Foto: Realdania/ Steffen M. Søndergaard.

Den store Slotsfeltlade blev oprindelig forsynet med stråtag, men det blev skiftet ud med aluminiumsplader i det forrige århundrede. Med tiden var laden imidlertid blevet så medtaget af vind og vejr, at både murværk og tag begyndte at falde sammen. Derfor stod valget mellem af lade hele bygningen rive ned eller foretaget en gennemgribende restaurering.

Der er ikke mange andre steder i Danmark, man kan kigge op under så stort et stråtækket tag. Foto: mogeltonder.com

Man valgt det sidste. Og som man kan se på billederne, var det en af de største opgaver, en tækkemand kan få!
Hele restaureringen har strakt sig over 2 år og kostet over 9 mio. kr. Det var kun med hjælp fra Realdania, Ecco og og velvilje fra Tønder kommune, at den historiske bygning blev reddet.
Bygningen blev i 2014 voldsomt beskadiget af en storm, og det tog et år at udbedre skaderne.

En omfattende rekonstruktion
Det blev nødvendigt at rive alle væge ned, rense murstene og bygge murene op igen, støbe et nyt fundament, hvor plankespærrene kunne forankres og supplere de oprindelige murankre med stålwirer for at få en sikker konstruktion. Hele den imponerende tagkonstruktion og stråtaget er synlig, når man står inde i det højloftede rum. Det ser man ikke andre steder i Danmark.
Gulvet er også en historie i sig selv. Det består af 16.000 marksten fra området omkring Møgeltønder. De er skåret op, så de er plane, og derefter støbt ned i sort cement. Gulvet er så blevet slebet 6 gange og til sidst olieret.
Det er således ikke bare et terrazzogulv. Det er et kunstværk.

Historien om Guldhornene
I forbindelse med restaureringen blev det besluttet, at laden ikke længere bare skulle bruges til sit oprindelige formål: halm! Det skulle bruges som et kulturhus. Ud over at være en seværdighed i sig selv, benyttes laden til f.eks. udstillinger og koncerter.

Laden set fra bagsiden. Se personen, der står foran den store gavlport. Det siger noget om om størrelsesforholdet. Foto: mogeltonder.com

Kulturhuset har åbent hele sommeren. Der er gratis adgang, når man bare vil se udstillingen og bygningen. (Men opfør dig ordentligt, for bygningen bliver overvåget af kameraer og sensorer.) Besøgende kan se en kortfilm om Guldhornene, Schackenborg og følge restaureringen af Slotsfeltladen. Den begynder automatisk, når man træder ind i bygningen.